Hedegræsning med Lüneburgerfår

Finn Bertelsen

Fragtrupvej 47
DK 9640 Farsø, Danmark
finnbert@mail.dk

Foredrag ved Inter-Norden, Narsasuaq juli 1998

Lüneburgerfåret er et korthalefår, der tilhører gruppen af nordeuropæiske korthalede, hornede landracefår. Det repræsenterer det nærmeste vi idag kan komme på det gamle danske hedefår, som siden oldtiden har befolket de jyske heder. Dets historie i nyeste tid - genindførsel fra Tyskland i 1935, 20 år i Københavns Zoo, spredningen fra Aalborg til private siden 1955 er tidligere beskrevet af forfatteren (Bertelsen, 1980). I samme artikel foreslås artsnavnet Lüneburger, som senere er blevet almindeligt anerkendt, idet den tyske betegnelse Graue gehörnte Heidschnucken , i oversat form - grå, hornet hedefår- ikke er særlig velegnet.

Lüneburgerfåret kan kort beskrives som en let race, fåret 40-45 kg, vædderen op til 75 kg, med grå pels, sort hoved og ben, begge køn hornede, halen kort. Ulden sammensat af lange mørke, hyppigt medullerede dækhår og en blød, fin underuld af lyse fibre. I ulden ses talrige indvævede sorte stikkelhår, en art dødhår, der også ses hos det svenske Gutefår. Ulden fældes naturligt i juni . Lammene er sorte ved fødslen, men grånes det første leveår. Brunsten er kortvarig omkring slutningen af november, svarende til læmning primo maj måned. Lamme-tallet er omkring 1, idet tvillinger har været anset for uønskede på den magre hedegræsning , der i generationer har været tilbudt racen. Læmning finder sted i det fri, og Lüneburgerfåret trives i det hele taget dårligt på stald. Af gemyt er det en meget sky og frygtsom race. Racen er meget sjælden i Danmark og tæller under 1000 individer.

Lüneburgerfåret eller en meget lignende type, var tidligere almindelig på de jyske heder, men fortrængtes ved indkrydsning med engelske racer af down-typen. De såkaldte Dansk Landracefår, der idag optræder på flere af vore hjemstavnsmuseer, kan vel tænkes at være opstået ved sammenkrydsning af hedefår med to-lagsuld (Lü) og Oxfordown og eller Southdown. Sikkert er det at det meste af heden blev opdyrket i slutningen af forrige århundrede, så kun meget beskedne områder idag er bevaret og sikkert er det at fåretallet blev stærkt reduceret i takt med landbrugets omlægning til kvæg, korn, svin og kartofler på de bedre jorder og nåletræsplantager på de ringeste. Forandringerne fremgår med al tydelighed på kort udarbejdet til Danmarks Natur (Kampp, 1970).

Den resterende lynghede blev fredet, men fredningen medførte kun tilgroning med træer og græsvækster, så snart den gamle udnyttelse af lyngen hørte op. Væk var Guldaldermalerens storslåede landskab med strikkende hyrder og græssende får. I 1980érne vågnede man op og en række tiltag omkring aktiv naturpleje så dagens lys, bl. a. oprettedes naturplejeafdelinger ved de forskellige amter (fylker, län).Men også indenfor statens skovvæsen tog man udfordringen op.

I Ulborg Skovdistikt syd for Holstebro, idet centrale vestjylland, findes endnu idag,store, sammenhængende Calluna-lyngheder, der bl. a. rummer(rummede?) den sidste bestand af urfugle i Danmark. Skovdistriktet foretog en række eksperimenter til foryngelse af lyngen, såsom afslåning, afbrænding og afgræsning med får. Den første fåreflok bestod af Texel x Rygjakrydsninger og var egentlig ikke veleegnet til lyngafgræsning, men derimod nok til partierne af rent græs i lavninger og fugtige områder.

En studerende ved skovdistriktet udførte en række kontrollerede græsningsforsøg med tøjrede individer af Rygja, blandingsfår i skovdistiktets besiddelse (se ovenfor),Gotlandske

Pelsfår, Gutefår og Lüneburgerfår (samt en Walliserged), som viste at Lüneburgerfåret og Gutefåret var at foretrække som lynggræssere, mens det Gotlandske Pelsfår umiddelbart foretrak løvtræer (Kretzschmer 1985).

Det blev besluttet, at etablere en Lüneburgerpræget fårebesætning ved fortrængnings-krydsning af de eksisterende hvide Texel x Rygja krydsninger, samt at etablere en mindre ren Lüneburgerbesætning, hvorfra væddere kunne rekrutteres til fortrængningskrydsningen. Avlsmateriale blev indkøbt fra bl.a. forfatterens besætning.

Idag består besætningen af ca 350 hedefår. Hovedparten er rene Lüneburger får og Lüneburger krydsninger (hvide og grå). Herudover findes ca 60 stk af den norske race Spæl og ca 30 stk af den svenske race Gute. Berit Kiilerich , der er ansvarlig hyrde i Ulborg Skovdistikt siden 1989, oplyser af der skal 5 overkrydsninger til for at den rette Lüneburger fremtoning er etableret. De første generationer er hvide og pollede, men korthalede. Der afgræsses ialt ca 300 ha, som er hegnet.En forudsætning for vellykket pleje - d.v.s. etablering af et tæt, ensartet lyngtæppe, er en fjernelse af den gamle lyng og trævækst ved afslåning eller bedre afbrænding, hvorpå fårene sættes på den få år gamle genspirede Calluna-nylyng. Revling (sortebær) Empetrum niger ædes ikke af får, men må bortskaffes ved afslåning. Den tørre revling presses i baller, som siden afsættes til røgfiltre i industriskorstene. Af trævækst udgør bævreasp, Populus tremula, et massivt problem, idet bævreaspen spreder sig med talrige rodskud, der ikke kan nedkæmpes mekanisk. Fåreafgræsning kan holde de nye jordskud i ave, mens gamle træer må skoves/afbrændes. Afbrænding er en effektiv måde at nystarte lyngen på, men kræver specielle vejrforhold for at kunne lykkes under kontrollerede forhold. Berit Kiilerich oplyser, at man ikke har afbrændt hede i de sidste 7 år.

Fåreholdet på Ulborg Skovdistikt kan ikke betale for hegn, hyrde, tilskudsfoder og andre driftsomkostninger, idet lammetallet er beskedent og lammene klassificeres dårligt - at smagen er uovertruffen er indtil videre ikke blevet belønnet efter fortjeneste. I stedet har man valgt, at se fåreholdet som den billigste plejeforanstaltning, som samtidig indfrier offentlighedens for-ventninger om miljømæssigt forsvarlige løsninger.Den ekstensive græsningsform kræver store arealer. På Ulfborg græsser de 350 får ca 300 hektarer. I vor egen tid som Lüneburgerholdere havde vi 25 dyr til afgræsning på 22 ha genspiret Calluna hede og det var absolut ikke for meget. Som tommelfingerregel kan man derfor udlede, at 1 får m lam kræver ca 1 ha hedegræsning

Referencer.

Bertelsen, F., 1980: Lüneburger ("Heidschnucken") - en genopdaget race. Tidsskr. f Faareavl, 9, pp.15-18.

Kampp, Aa, 1970. Agerlandets geografi. I Danmarks Natur bd. 8, pp. 35-74. Politikens Forlag, København.

Kretzschmer, J., l985. Fåregræsning som hedeplejemetode, 67 p. Eksamensopgave udarbejdet under ophold på Ulborg Skovdidtrikt.

Retur