Får fra fortiden
Denne artikel er fra ”Dansk Landbrug”
uge 27.
Teksten er af Marianne Hofstætter
og foto af Jens Tønnesen.
Sheep-Isle vil hermed takke for tilladelse til at udgive artiklen.
Spælsau er en ældgammel nordisk landrace. Den kan man lære at kende på
besøgscentret Lystbækgård ved Ulfborg.
På en mark nær Ulfborg i Vestjylland går en flok får af en ældgammel nordisk
race. Deres formødre har leveret uld til Egtved-pigens dragt, og et par tusind
år senere leverede de den uld, der blev brugt til at væve de store sejl til
vikingeskibene. En rekonstruktion kan ses på Vikingeskibsmuseet ved Roskilde.
Spælsau hedder racen. Den har sit oprindelige udspring i Norge, men fra
tekstilfund ved man, at den kom til Danmark allerede i bronzealderen. Desuden
bredte den sig til det øvrige Norden og de nordatlantiske øer.
Når man véd, at der er tale om den samme race over tusindvis af år, skyldes det
især, at spælsauen har en meget karakteristisk pels. Yderst har den en strid
dækuld, der beskytter mod regn og blæst, og inderst en blød uld, der beskytter
mod kulde.
Derfor kan spælsauen gå ude og klare sig selv året rundt på en forblæst klippeø
i Nordatlanten. Og derfor kunne ulden bruges til vikingeskibenes sejl. Hvis
sejlene havde suget vand, ville bådene helt sikkert kæntre.
 |
FAKTA:
· Racen er af norsk oprindelse, men den har været i Danmark siden bronzealderen.
· Fårene har naturligt kort hale. De tilhører gruppen af nordatlantiske korthalefår.
· Pelsen er dobbelt.
· Fårene kan være hornede, men de fleste i Danmark er hornløse.
· De har stærke ben og stor vomkapacitet samt et markant flokinstinkt.
· De er frugtbare og har gode moderegenskaber. |
Berit Kiilerich med spælsau og hyrdestav
er et karakteristisk syn på marken ved Lystbækgård.
Foto: Jens Tønnesen |
|
Besøgscenter
Spælsauflokken ved Ulfborg tilhører Berit Kiilerich, der er uddannet fårehyrde i
Skotland og England.
For tre år siden købte hun Lystbækgård, som ligger mellem Ulfborg og landsbyen
Torsted. Dengang var gården en ruin, men hun har sat den i stand (delvis ved
hjælp af EU-midler) og indrettet den til besøgscenter for får, uld og gamle
håndværk.
Her er åbent fra påske til 1. november samt til julemarkedet og i øvrigt efter
aftale. En støtteforening hjælper med at lave forskellige aktiviteter, men Berit
er hovedpersonen sammen med fårene og hendes fantastiske hyrdehunde.
Sparet væk
Men faktisk er det slet ikke disse fårs egentlige bestemmelse at gå på en
græsmark og blive vist frem, som de gør lige nu. Lige som nogle jyske hedefår,
der går i samme flok, hører de hjemme på heden.
Berit Kiilerich var i 15 år ansat hos Ulfborg Statsskovdistrikt som hyrde for de
får, der havde til opgave at pleje skovdistriktets hedearealer. Sidste år blev
hun imidlertid sparet væk. Fårene blev sat til salg, og hun købte dem. I alt
cirka 250 dyr.
- Det er bare så ærgerligt, siger hun om skovdistriktets sparekniv.
- 15 års avlsarbejde med at skabe de perfekte får til hedepleje går tabt. De
skal kunne få lam uden menneskers hjælp, de skal kunne overleve ude om vinteren,
og de skal æde lyngen og den vegetation, som ellers vil sejre over heden.
- Alt det havde jeg opnået, og nu går det bare til spilde igen. Om det er mest
ærgerligt for heden eller for fåreavlen, er ikke let at afgøre. Men ærgerligt er
det.
 |
Berit viser hvordan man
plukker en spælsau
Foto: Jens Tønnesen
|
Ulden plukkes
Hvis det skal gøres helt rigtigt, skal spælsau ikke klippes, men plukkes. I
fældningstiden kan deres uld rykkes løs i store totter, og det gør en stor
forskel for de færdige produkter.
Hvis fåret bliver klippet, er den enkelte uldfiber åben i den ende, hvor den er
klippet over. Er fåret derimod plukket, er fibrene lukket i begge ender. Det gør
dem både stærke og vandskyende.
Spælsau-uld skal heller ikke kartes, for det vil også ødelægge fibrene. I stedet
skal hårene trækkes ud med hånden til en lang tråd, før den spindes som kamgarn.
Til vævebrug benyttes de stærke dækhår til trenden. |
Spælsau-forening
Selv om Berit har både spælsau og jyske hedefår (en anden gammel race med
oprindelse i Nordtyskland), er det spælsau-fårene, der står hendes hjerte
nærmest.
Deres pels er blank og glansfuld med stor farvevariation fra hvid over rød til
blåsort. Det giver flotte skind, og den dobbelte pels giver mulighed for mange
specielle uldprodukter, blandt andet vandtætte trøjer. Og kødet smager
fantastisk, forsikrer hun og andre danske spælsau-entusiaster.
I foråret stiftede de en Spælsau-forening, så interesserne kan blive samlet.
Blandt andet skal der laves et avlerregister, så avlerne kan udveksle gener. Via
foreningen kan avlerne også gå sammen om at få ulden behandlet og skindene
garvet på den rigtige måde.
Det vides endnu ikke, hvor mange spælsau der findes i Danmark. Det er muligvis
op imod 1000 stykker.
Spælsau-foreningens formand er
Thomas Mathiesen, der kan nås på telefon 75 87 19 07.
Lystbækgård besøgscenter har telefon 97490120 og web-adressen
www.lystbaekgaard.dk
Retur
|