Får fra fortiden

Denne artikel er fra ”Dansk Landbrug” uge 27.
Teksten er af Marianne Hofstætter og foto af Jens Tønnesen.
Sheep-Isle vil hermed takke for tilladelse til at udgive artiklen.

Spælsau er en ældgammel nordisk landrace. Den kan man lære at kende på besøgscentret Lystbækgård ved Ulfborg.

På en mark nær Ulfborg i Vestjylland går en flok får af en ældgammel nordisk race. Deres formødre har leveret uld til Egtved-pigens dragt, og et par tusind år senere leverede de den uld, der blev brugt til at væve de store sejl til vikingeskibene. En rekonstruktion kan ses på Vikingeskibsmuseet ved Roskilde.
Spælsau hedder racen. Den har sit oprindelige udspring i Norge, men fra tekstilfund ved man, at den kom til Danmark allerede i bronzealderen. Desuden bredte den sig til det øvrige Norden og de nordatlantiske øer.
Når man véd, at der er tale om den samme race over tusindvis af år, skyldes det især, at spælsauen har en meget karakteristisk pels. Yderst har den en strid dækuld, der beskytter mod regn og blæst, og inderst en blød uld, der beskytter mod kulde.
Derfor kan spælsauen gå ude og klare sig selv året rundt på en forblæst klippeø i Nordatlanten. Og derfor kunne ulden bruges til vikingeskibenes sejl. Hvis sejlene havde suget vand, ville bådene helt sikkert kæntre.

FAKTA:

· Racen er af norsk oprindelse, men den har været i Danmark siden bronzealderen.
· Fårene har naturligt kort hale. De tilhører gruppen af nordatlantiske korthalefår.
· Pelsen er dobbelt.
· Fårene kan være hornede, men de fleste i Danmark er hornløse.
· De har stærke ben og stor vomkapacitet samt et markant flokinstinkt.
· De er frugtbare og har gode moderegenskaber.

Berit Kiilerich med spælsau og hyrdestav er et karakteristisk syn på marken ved Lystbækgård.
Foto: Jens Tønnesen

 

Besøgscenter
Spælsauflokken ved Ulfborg tilhører Berit Kiilerich, der er uddannet fårehyrde i Skotland og England.
For tre år siden købte hun Lystbækgård, som ligger mellem Ulfborg og landsbyen Torsted. Dengang var gården en ruin, men hun har sat den i stand (delvis ved hjælp af EU-midler) og indrettet den til besøgscenter for får, uld og gamle håndværk.
Her er åbent fra påske til 1. november samt til julemarkedet og i øvrigt efter aftale. En støtteforening hjælper med at lave forskellige aktiviteter, men Berit er hovedpersonen sammen med fårene og hendes fantastiske hyrdehunde.

Sparet væk
Men faktisk er det slet ikke disse fårs egentlige bestemmelse at gå på en græsmark og blive vist frem, som de gør lige nu. Lige som nogle jyske hedefår, der går i samme flok, hører de hjemme på heden.
Berit Kiilerich var i 15 år ansat hos Ulfborg Statsskovdistrikt som hyrde for de får, der havde til opgave at pleje skovdistriktets hedearealer. Sidste år blev hun imidlertid sparet væk. Fårene blev sat til salg, og hun købte dem. I alt cirka 250 dyr.
- Det er bare så ærgerligt, siger hun om skovdistriktets sparekniv.
- 15 års avlsarbejde med at skabe de perfekte får til hedepleje går tabt. De skal kunne få lam uden menneskers hjælp, de skal kunne overleve ude om vinteren, og de skal æde lyngen og den vegetation, som ellers vil sejre over heden.
- Alt det havde jeg opnået, og nu går det bare til spilde igen. Om det er mest ærgerligt for heden eller for fåreavlen, er ikke let at afgøre. Men ærgerligt er det.

Berit viser hvordan man plukker en spælsau
Foto: Jens Tønnesen

 

Ulden plukkes

Hvis det skal gøres helt rigtigt, skal spælsau ikke klippes, men plukkes. I fældningstiden kan deres uld rykkes løs i store totter, og det gør en stor forskel for de færdige produkter.
Hvis fåret bliver klippet, er den enkelte uldfiber åben i den ende, hvor den er klippet over. Er fåret derimod plukket, er fibrene lukket i begge ender. Det gør dem både stærke og vandskyende.
Spælsau-uld skal heller ikke kartes, for det vil også ødelægge fibrene. I stedet skal hårene trækkes ud med hånden til en lang tråd, før den spindes som kamgarn. Til vævebrug benyttes de stærke dækhår til trenden.


Spælsau-forening
Selv om Berit har både spælsau og jyske hedefår (en anden gammel race med oprindelse i Nordtyskland), er det spælsau-fårene, der står hendes hjerte nærmest.
Deres pels er blank og glansfuld med stor farvevariation fra hvid over rød til blåsort. Det giver flotte skind, og den dobbelte pels giver mulighed for mange specielle uldprodukter, blandt andet vandtætte trøjer. Og kødet smager fantastisk, forsikrer hun og andre danske spælsau-entusiaster.
I foråret stiftede de en Spælsau-forening, så interesserne kan blive samlet. Blandt andet skal der laves et avlerregister, så avlerne kan udveksle gener. Via foreningen kan avlerne også gå sammen om at få ulden behandlet og skindene garvet på den rigtige måde.
Det vides endnu ikke, hvor mange spælsau der findes i Danmark. Det er muligvis op imod 1000 stykker.

Spælsau-foreningens formand er Thomas Mathiesen, der kan nås på telefon 75 87 19 07.

Lystbækgård besøgscenter har telefon 97490120 og web-adressen www.lystbaekgaard.dk

Retur