Lidt om fårehold på Færøerne  

Af Gudmund K. H. Niclasen

I denne artikel fortæller Gudmund om sit liv som fårehyrde. Alle fotos er taget af Gudmund. Det er ikke fagfotos, men fotos, som meget smukt ledsager teksten.

Et ord, “fjeldgang” går igen og igen. I Gudmund’s verden har hver årstid  sin fjeldgang.

Det færøske får er beskrevet på Gudmunds hjemmeside. Her toner fagmanden frem. Besøg denne enestående hjemmeside, hvor det færøske får toner frem i en, næsten endeløs række af farver og aftegn, og næsten alle med et gammelt færøsk navn!

http://heima.olivant.fo/~gni/

Fra gammel tid har fårene på  Færøerne gået ude i fjeldene hele året, og har selv skullet finde sin føde. Det kan være forskellige år til græs, alt efter en kold eller varm sommer. Det har også meget at sige hvornår græsset begynder at gro. Sommetider kan det være koldt ud i juni måned, og da lemningen foregår for det meste i april/maj, kan det have stor betydning for både antal og størrelsen på lammene. Vinteren har også stor indvirkning på hvordan fårenes tilstand er når våren kommer. Det er ikke almindeligt at fårene bliver fodrede. Men i nyere tid er storejerne begynd at modernisere driften mere.
 

 
Fra gammel tid har arv efterhånden udstykket brugene til meget små brug. Men i nyere tid har man prøvet at lægge brug sammen, så disse efterhånden kan være rentable. Men det er alle ikke interesserede i, da det er meget attraktivt her på ørene, at have en andel i en ’hauge’ (udmark).  Den mark og fjelde der hører til en bygd, er opdel i ’hauger’ med én eller flere ejere – dog for det meste med flere større eller mindre ejere. Andelene er efter det gamle mål: mark, gylden og skind – 1 mark er lig med 16 gylden og en gylden er 20 skind. Haugerne her på Vågø ligger i størrelsen fra 2 til 8 mark. Det er stor forskel på hvor mange får, der går på en mark, fra godt 50 til under 30.  

Det er bestemt hvor mange moderfår, der hører til en hauge. Det viser sig, at dette antal stemmer godt overens med den bedste udnyttelse af bestanden. Dog er det almindeligt, at hauger eksperimenterer med flere eller færre. Men da vinteren, som sagt før, kan være meget forskellige fra år til år, kan det kun være held at sætte for mange får ud. Man plejer at sige, det er vinteren der bestemmer hvor mange moderfår, man kan have i en hauge. Haugerne er også forskellige på den måde, at de har gode og mindre gode ’vinterhauger’.  En god ’vinterhauge’ har et større ikke for stejlt stykke nederst på fjeldet, hvor fårene kan gå om vinteren, da der er sne længere oppe i fjeldene.  

At røgte fårene, skal der mindst være en fårehyrde valgt iflg. ’Haugeloven fra 1937’. Der har været lov om fåreholdet på Færøerne helt fra (Seyðabrævið) Fårebrevet fra 24/6 – 1298.
 

 
Fårehyrdens opgave er iflg. samme lov, at stå for fårerøgten, fjellgangen (d.v.s samle fårene sammen i en fold ca. 4-5 gange om året) og øremærke lammene. Desuden skal han stå for alt andet arbejde i haugen. Han skal også sørge for, at antallet af moderfår bliver overholdt, og at fårene holder sig indenfor deres hauge. Det har ikke været almindeligt at indhegne haugerne på Færøerne, men er man nu begyndt på det flere steder.  

Året for en fårehyrde begynder efter at vædderne er taget hjem, de går ikke ude hele året, men bliver taget ind sidst i januar og først i februar.  For at lemmingen ikke skal være for tidligt på året, slipper vi i vor hauge, vædderlammene og vædderne først ud den 12. dec. Lemmingen begynder da den anden uge i maj. Grunden til at 12. dec. blev valgt, er for at undgå slud, der altid forekommer først i maj. 

Som sagt kan vintrene være meget forskellige. Sommetider kan der være 8 til 10 grader langt ind i dec. måned uden sne eller kulde. Men selvfølgelig kan det også være modsatte vintre. Januar, februar og marts bliver regnet for de koldeste af vintermånederne. De gode vintre går fårene højt op i fjeldene, hvis der ikke er nogen sne deroppe. Men jo mere sne der er, jo længere kommer fårene ned. Fårehyrdens arbejde om vinteren er for det meste at passe på, at alle fårene er kommet ned fra fjeldet og har det godt. Det forekommer nemlig, at får kan være sneet under, så må man ud at lede efter dem. Det kan også forekomme, at fårene fryser fast, hvis det først har været slud, da de har lagt sig, og så frosset i løbet at natten.
 

 
Det er forskelligt fra hauge til hauge hvor meget foder der bliver givet om vinteren. Det kommer til dels på ejerforholdene, beliggenhed og indstillingen til fåreholdet. Ejerforholdene kan være enten ’feli’ (fælleseje) eller ’kenning’ (kending – d.v.s. hver ejer ved hvilke får han ejer). Blanding af disse måder forekommer også.

Ejere, der har kending, har som regel deres får hjemme om vinteren, enten inde eller indhegnede i en indmark. De ejere fodrer som regel deres får hele vinteren igennem, og lader fårene lemme, før de bliver sluppet i haugen igen efter 14. maj.

I vor hauge, som jeg og en anden røgter, er ejerforholdene fælleseje. Der er 12 ejere, der har andele fra godt 1 mark og helt ned til 16 skind. Haugen ligger ca. 6 km fra bygden, er 500 ha stor og går op i et 574 m højt fjeld. Haugen ligger midt på øen, og har derfor ikke forbindelse med stranden. Bestanden er kun på 162 får på grund af en meget lille vinterhauge. En anden hauge, af samme størrelse her på øen, har 235 får. Haugen bliver drevet på den gamle måde, hvor fårene går ude hele året og bliver kun fodrede, hvis sneen har ligget i længere tid.
 

 
Den første fjeldgang er 2- 3 uger før lemming, hvor alle får bliver vaccineret mod ’blóðsótt’ (Blodgang – Clostridial diseases) og ’bráðsótt’ (Dysentery). Samtidig bliver der givet medicin for orm i tarme og lunger. Fårehyrden giver ejerne besked om fjeldgangen og hvor mange mænd, han skal komme med denne gang. En, der ejer 1 mark, skal komme med op til 3 mand hver gang, hvorimod en, der har 16 gylden, kommer kun hver 6-7. gang. Vi er nemlig altid 12 mand til hver fjeldgang. Er det godt vejr uden sne her i sidste halvdel af april, slipper vi som regel for at gå helt op på toppen af fjeldet. Er der sne letter det meget om, for så går fårene længere nede.  

De første lam kan komme den 6. maj, og vi går og håber, det er overstået med slud. Som sagt plejer den sidste slud at komme først i maj. Den har endda et navn, der hentyder til læmningen – ’Lambasprænur’. Om maj siger vi, at den er kold men tør, og det skulle være godt for læmningen. Dog ville det være bedre om det var lidt varme i luften, så græsset kom i gang at gro, og fårene producerede mere mælk. Fårene har ikke nogen problemer med at læmme, og vi går kun i haugen for at følge med hvor langt læmningen er kommet. Det kan også ske, at lammene falder ned i grøfter og kan ikke komme op igen. Jeg har været fårehyrde siden 1978, men aldrig været ude for at hjælpe med læmning.  Læmningen plejer at være overstået sidst i maj eller noget ud i juni sommetider. Dog har vi været ude for, at får er kommet med lam sidst i juni.

På Færøerne får de fleste får et lam, men jo mindre bestanden er, jo flere kommer med to lam. Grunden til, at der kun er et lam på fåret, er uden tvivl, at vi fodrer dem så lidt som muligt. At vi fodrer dem så lidt, er til dels for at hærde bestanden, så den klarer sig bedre om vinteren. Det viser sig nemlig, at hvis men er nødt til at tage et får hjem om vinteren, har det svært med at klare sig ude næste vinter. Det er måske kommer alt for let til føden. En anden grund til at fårene bliver fodret så lidt, er for at de ikke skal ligge i underhaugen ved fårehusene, men skal op i fjeldet så vidt muligt for at finde føde. Endelig har en hauge med så mange ejere svært med at finde fårehyrder, der kan tage sig så meget af fårene, da alle har et fuldtids arbejde, og fårerøgten derfor må være så nem som muligt. I en hauge med flere ejere bliver så at sige alt slagtet til eget brug. Men ejere med flere hundrede får sælger selvfølgelig.
 

 
Det synes måske for andre, at være en mærkelig ordning, ikke at ville have så stort udbytte som muligt. Men da det sætter et større krav til ejerne, er de fleste småejere ikke interesserede i at skulle begynde på dette. De fleste har heller ikke mulighed for at have flere får gående hjemme om vinteren. Det er ikke muligt at have dem på en indmark om vinteren, om ejerforholdene ikke er ’kending’, på grund af vinter- græsnings- rettighederne.

Den anden fjeldgang foregår fra den første til tredje uge i juli, da fårene bliver klippet og lammene øremærkede. Klipningen foregår for det meste med uldsaks. Dog er flere begyndt med elektrisk saks, men da flere af haugerne ligger langt fra bebyggelse, er det ikke muligt at få elektricitet. Bare her på øen, er der flere hauger, der ikke engang har vejforbindelse. Det har været svært, og til tider umuligt at sælg ulden. 

For at kende vores lam og får fra naboens og andre hauger, er der en ordning med øremærkning, så en altid kan se, hvilken hauge et får kommer fra. Det sker ofte, at et af naboens får er kommet med i folden. Da alle lam i folden på nuværende tidspunkt er uden øremærke, vil naboens lam også blive mærket med vort øremærke, hvis man ikke er helt sikker på, hvilket lam er naboens.  På moderfåret bliver der derfor hængt et stykke uld om halsen af modsatte farve som fåret. Naboen bliver så informeret, så han og vi kan holde øje med hvordan lammet ser ud, så han kan få det rette lam til sin tid. Mellem denne og næste fjeldgang må fårehyrden finde frem til de får, som af en eller anden grund ikke kom med i folden, så han kan kende lammene til disse får, da de ikke er øremærkede og sørge for, at de kommer i folden næste gang.
 

Nu kommer en tid hvor fårene med lam går højt oppe på fjeldet. De færøske får har egenskaben at gå i ’følger’ (flokke). Det vil sige, at hvert ’følge’ følges ad hele året igennem. I vor hauge er der 4 flokke. Om sommeren spredes de meget, men går altid i samme område i haugen. Om vinteren samles de mere og kommer længere ned på fjeldet. Inden for hver flok kan også mindre ’følger’ opstå. Fårehyrdernes arbejde denne tid, og for den sags skyld hele året, er at holde fårene indenfor haugens grænser. Det plejer ikke at være så svært, da vi ved at genne dem tilbage hver gang, vi ser dem i nabohaugen, har fået en god fornemmelse af hvor de hører hjemme. Det plejer at være nok at vise sig, så kommer de på plads igen, specielt hvis man har en hund ved sin siden.

Første eller anden uge i oktober er der fjeldgang igen, hvor alle vædderlam og flere gimmerlam, med undtagelse af dem der skal erstatte de gamle moderfår, der bliver slagtet på grund af alder, bliver taget hjem til slagtning. De bedste vædderlam uden lyder bliver valgt fra til avlsvædder. Disse vædderlam har ejerne pligt til at holde hjemme og fordre godt, til de skal ud at bedække fårene. Alle lam, der skal slagtes, bliver vejet levende og delt først mellem de 5 mark og siden, hvis der er flere ejere i en mark, delt mellem ejerne i forhold til deres andel. Der er ikke noget slagteri for får, så hver ejer slagter sine får selv. Til denne fjeldgang bliver der ikke gjort noget andet end at mærke de gimmerlam, der bliver sluppet ud igen. For mellem disse fjeldgange, skal fårehyrden op i fjeldene og se efter, om de gimmerlam, der blev sluppet ud igen, hører til de ’følger’, hvor de gamle hunfår, der skal slagtes, hører hjemme. Der bliver altid sluppet flere gimmerlam ud end der er brug for. De overskydende bliver slagtet ved næste fjeldgang.

 
Mellem denne og næste fjeldgang er en travl tid for fårehyrderne, da de både skal slagte de får, de har fået, og gå op i fjeldet for at notere sig de lam, der skal erstatte de gamle, der bliver slagtet. For at have så god bestand som muligt, bliver alle 7 år gamle moderfår slagtet, og nye sat til. Det er muligt at have dem længere, men 7 år har vist sig at give bedst resultat.  

 
Den 12. december bliver så vædderlammene og evt. vædre sluppet ud i haugen for at bedække fårene. De bliver taget ind igen sidst i januar og afleveret til ejerne. Da dette er gjort regnes året for fåreholdet at være slut.

Gudmund Niclasen