Flokadfærd på Sheep-Isle -

Nogle uvidenskabelige iagttagelser

af en spælsauflok.

Tak til Gyldendals forlag for tilladelse til at citere "Grønlands fauna", samt at benytte tegning af Terry Riley.

En nær slægtning til fåret med det latinske navn "ovibos" udviser et markant flokinstinkt og havde næppe overlevet i artiske områder i millioner af år uden netop dette flokinstinkt.

Oversat betyder "ovibos" fåreokse, og dette er et langt mere korrekt navn end moskusokse. I flg. "Grønlands fauna (Muus, Salomonsen, Vibe, 1981) har ovibos ingen moskuskirtel og dufter følgagtigt derfor ikke af moskus. Den er i zoologisk henseende nærmere beslægtet med får end med okse. I Island hedder iøvrigt slægten også sau(d)naut!


Fåreokser i stormvejr

I. flg. "Grønlands fauna" (side 402) angriber ulve ofte i flok. Citat: " De sniger sig ofte ind på den græssende flok for pludselig at fare frem med et lynhurtigt angreb mod en kalv. Flokken vil da flygte i rædsel. Lykkes det ikke kalven at følge med er den prisgivet. Nogle hundrede meter fremme standser flokken og danner en forsvarskarré, og da er forsvaret effektivt med de stærkeste dyr yderst og de svagere i midten. Har flokken muligheden for at vende ryggen til en klippeblok eller fjeldvæg, vil den gøre det. Moskusoksen frygter mest angreb bagfra, idet ulve og hunde altid vil forsøge at bide sig igennem ved endetarmen, oksens mest sårbare punkt."

 

Efter 6 år på Sheep-Isle er spælsauflokken en fasttømret enhed, og kun omkring læmmetid er læmmende får borte på deres redepladser. Herfra vender de normalt tilbage efter et par dage.

På øen er der ingen alvorlige fjender (predatorer), som kan true flokken som på Grønland. Kun menneskelig adfærd, især deres medbragte hunde, kunne være en latent fare. Men øen er vanskelig tilgængelig, og kun ubetænksomme turister kunne tænkes at gå i land i godt vejr om sommeren med hund. Men på Sheep-Isle yngler tusindvis af måger (svartbag, sildemåger, sølvmåger). Mågernes advarselsskrig høres over hele øen hvis nogen går i land. Dette signal kender flokken vel. Arrangerede forsøg med jagthunde om efteråret viser da også tydeligt, at i det øjeblik fårene efter en kort "flugt" flokker sig i en tæt ring, taber hundene interessen. Flokken græsser normalt tæt samlet, aldrig længere fra hinanden end en tennisbanes størrelse. Der er altid et eller to dyr på vagt, mens resten græsser.

Øen er på ca. 70 ha. Den består af et "højland" næsten fuldstændigt tilgroet med tjørn, roser, brombær m. m. Flokken er kun på højlandet i læmmetiden. Resten af året er den på "lavlandet"– et strandoverdrev, der gradvis går over i den egentlige strand. Flokken opholder sig meget på selve stranden. Den vandrer et par gange i døgnet rundt om øen for at finde ny opskyllet tang. Den holder altid hvil i vindsiden uanset vejr og årstid. Spælsauflokken er ved vintertid på 15 – 20 får (søyer), sommertid plus ca. 25 – 3o lam. Slagtetid er sidst i oktober, hvor alle vædderlam slagtes på nær een som går med flokken hele vinteren. Brunsttiden indtræffer i midten af november.

Takket være omhyggeligt førte stamtavler er det muligt at føre de fleste dyr i flokken tilbage til 1910-20 tallet, spælsauens oprindelse. Spælsauens "morsflok" er præsist beskrevet af Jon Sæland i 1918. (statskonsulent 1918 – 1946). Af stamtavlerne fremgår det, at spælsauen på Sheep-Isle er næsten helt norsk, kun enkelte dyr har 5-10% islandsk blod. Det ekstremt stærke flokinstinkt på øen vidner også om dette, idet islandsk spælsau har et relativt svagt flokinstinkt. Øens størrelse i forhold til flokkens kan også have betydning for flokadfærden.


Flokadfærd til lands - og i luften

"Inde i flokken" hersker en stærk "hakkeorden". Hvert medlem har sin plads, og ugerne inden læmning giver denne adfærd betydelige problemer for de yngre (underdominante) dyr, specielt gimmere, der knap nok tør forlade flokken før læmning. Læmning i flokken vil antagelig betyde, at lam går til. Spælsauen er ganske "moderstrid" – de vil gerne stjæle lam fra hinanden.

Det synes altså tydeligt, at flokinstinkt og modersinstinktet kolliderer på øen - kollektivet kontra det enkelte individ. Det er derfor af stor betydning at især underdominante dyr psykisk kan klare at forlade flokken i flere dage inden læmning for i ro og orden at kunne præge sine lam og forberede dem til flokkens stress.

"Inde i flokken" synes der at være en intens tyst kontakt mellem får og lam, og dette er absolut livsvigtigt. Spælsauen bræger stort set aldrig, og er der nogen lyd, er det nærmest en "viskning"! Melder lederfåret pludselig afgang – i dårligt vejr, i mørke – er flokken på benene og væk på et øjeblik. Har et uerfarent får ikke sine lam tæt ind til kroppen i den forvirring, som opstår "ved afgang", er hendes "ventetolerance" meget lille, og hun følger da gerne flokken, inden hun har styr på lammene.

I modsætning til f. eks. Gotlands pelsfår synes denne adfærd ejendommelig. Pelsfåret har stort set intet flokinstinkt, men et synligt, aktivt og nærmest lidt støjende modersinstinkt – en nydelse for en fårehyrde! Spælsauen er nærmest uanseelig, måske et levn af en "uradfærd", der ligner fåreoksen. Sandsynligt er det, at usynlighed ikke lokker predatorer frem.


Flokadfærd på strandkanten

På Sheep-Isle er denne adfærd dog lidt overdrevet, idet der i det store hele ikke findes naturlige fjender. Der findes ravn, svartbag, krage og af og til havørn, alle sammen fugle, der er ufarlige for en flok spælsau der har styr på tingene. Men på f. eks. Shetland er der ofte tab af lam til både svartbag og ravn, men her er også flokinstinktet stort set væk efter et sekels intensiv avl.

Spælsauen er en mix af en norsk kysttype (gammel norsk sau/villsau) og en gammel indlandstype fra Setesdal. Begge disse havde meget stærkt flokinstinkt. Villsauen lever i dag langs kysten og udviser et nærmest eksemplarisk flokinstinkt – et instinkt som direkte er forbundet med overlevelse for villsauen.

I vinterhalvåret – uden lam, er det forholdsvis let at studere den indbyrdes rangorden i spælsauflokken. Skønt de enkelte individer kun er lidt beslægtede, er de fysisk og psykisk stærkt knyttet til hinanden. Hvert individ har sin plads i flokken; ved græsning, ved drøvtygning, ved kolonnegang på stranden – altid under lederfårets bevågenhed.


Lederfår med sin flok

En meget nærliggende association til dette mønster er de amerikanske B17 bombeflys eksakte formationsflyvning over Tyskland – en flok, hvor den enkeltes liv afhang dels af en eksakt position i formationen, dels af den kollektive beskyttelse dette gav.

Fåreoksen på Grønland kan flokke sig, organisere sig, danne formation på et øjeblik – villsauen på Norskekysten kan det – spælsauflokken på Sheep-Isle kan det, måske ikke absolut nødvendigt for overlevelse, men til gengæld absolut nødvendigt for fårehyrdens tilsyn!

På Sheep-Isle tror vi at flokadfærd er det oprindelige mønster for at får kan overleve når de lever som villsauen gør det langs Norske kysten, eller som spælsauen på Sheep-Isle. Al anden adfærd er opstået ved menneskelig indblanding (avl) og derfor en forringelse af fårets nedarvede egenskaber.


Tang og saltvand

Retur