Flokken på Sheep-Isle.

Indledende artikel om adfærd.

Rundt omkring i det Nordatlantiske område findes store øer, små øer og endnu mindre øer. På en del af de mindste øer lever fåreflokke i mere eller mindre vild tilstand. Flokkene har været overladt til sig selv i årtier, ja i århundreder; tilpasset sig og overlevet ved mere eller mindre naturlig selektion, f.eks på øer som North Ronaldsay, Soya, Foula, øer langs den norske vestkyst, Hjelm og Hjortsholm. Flokkene er stort set alle af spelsau typen. I Østersøen, på Lilla Karlsø, lever gutefåret, en moderne variant af det urgamle gotlandske utegangsfår.

Fælles for alle øerne har været flokkenes evne til tilpasning og dermed overlevelse. På de store øer i Nordatlanten, hvor Island,- og især Grønland er stærkt iøjnefaldende, er flokkene også spelsau, men her har flokkene overlevet ved "unaturlig selektion" også kaldet avl, hvis målsætning har været tilpasning, ikke til overlevelse, men til menneskets omskiftelige krav.

Flokken på Sheep-Isle nedstammer overvejende fra Austevoll og Setesdalen, men der er også gener fra Island og Færøerne, om end formodentlig ganske få. Efter et halvt årti på Hjelm tyder meget på, at generne fra Austevoll vil give flokken den bedste og hurtigste tilpasning på øen. En gang eller to om måneden, når vejr og vind er til det, er fårehyrden (sauegjetaren) på øen. Det er ganske tydeligt, at hvert individ i flokken viser meget forskellig adfærd eller egenskaber i den ene eller anden retning når det gælder tilpasning. Den samlede "adfærdsmængde" hos det enkelte individ, og samlet i flokken er helt uoverskuelig, og risikoen for at fårehyrden tager fejl er betydelig i det som i øjeblikket praktiseres på øen, hvilket kunne beskrives som en slags "kontrolleret naturlig selektion".

Nedenstående bruges ordet adfærd ofte i forbindelse med betegnelserne positiv og negativ, der igen i ekstremerne betyder overlevelse eller undergang. Positiv adfærd på øen er ind til videre blot den adfærd, som fårehyrden tror er den rigtige. Til hyrdens forsvar er dog at sige, at der fra fastlandet ikke er megen hjælp at hente vedrørende adfærd.

Som et isoleret eksempel, og derfor ganske enkelt, kan f. eks. nævnes det enkelte individs evne til at fælde pelsen (ulden) om sommeren. På dette "gruppefoto" af flokken synes det ganske tydeligt, at nogen er bedre til det end andre..

Ca 1/3 af flokken taber pelsen i store flager, 1/3 delvis, og 1/3 overhovedet ikke. Den sidste trediedel vil gå til uden hyrdens indgriben. Formodentlig har nogen ihærdige avlere på et eller andet tidspunkt, været inde og designe på ulden for at tilpasse denne til menneskets omskiftelige krav.

Som det her fremgår – og vil fremgå ved senere artikler – kan man næppe designe på husdyr, uden at miste en eller anden egenskab. Dette var et relativt enkelt eksempel, og står langt nede på listen blandt de virkelig basale egenskaber som flokken skal besidde f. eks adfærd før, under og efter læmning.

Flokkens varslingssystem er yderst effektivt, ingen kommer i nærheden uden at blive registreret.

Larus Marinus, svartbagen, er på vingerne fra tidlig morgen til sen aften. Dens hæse advarselsskrig opfanges direkte af de par moderfår (søyer) der altid er på udkig, og derefter er hele flokken klar over, hvor faren kommer fra.


Foto gengivet med tilladelse af Gordon Langsbury.

 

På dette foto er Marinus imidlertid landet på ryggen af et moderfår med hendes lam som tilskuer.

Dette foto er et skoleeksempel på begrebet adfærd, og fortæller langt bedre end megen tekst om adfærd overfor fjender. Fotoet er taget af den engelske fuglefotograf Gordon Langsbury. Det er fra Shetlandsøerne og ifølge Gordon ikke noget helt usædvanligt syn. Alt ånder fred og idyl. Måske er moderfåret, der i øvrigt er af spælsau typen, et særligt intelligent får. 1 til 2 måneder tidligere ville samme moderfår have spillet en højst uintelligent rolle ved denne passive adfærd, da Marinus for længst ville have benytte sig af hendes fravær og have afhentet lammet!

Scenen er sat; 2 af aktørerne er på plads; den tredje Homo Sapiens passivt betragtende i kulissen. Men dette er atypisk, idet det som oftest er Sapiens, som overtager hele scenen. Fauna, husdyr og menneske er en treenighed, som ikke altid er særligt enige. Når Sapiens forklædt som fårehyrde skal besøge flokken i fuglenes yngletid, sker det at en edderfugl jages af reden, uden hun når at dække æggene til - og igen er bordet dækket for Marinus! Denne konfliktsituation ligner meget rovdyrproblematiken i Norge, hvor der i Marinus’ sted træder kongeørn eller ulv, hvor konsekvenserne er langt større, men konflikten den samme.

Som det måske fremgår af ovenstående, er det en særdeles vanskelig opgave at vurdere, hvilken adfærd er entydig positiv. Et sekel, eller måske kun et halvt, med ren naturlig selektion ville uden tvivl gøre underværker, men i et sådant tidsperspektiv ville selv en fårehyrde af åbenlyse årsager tabe tålmodigheden! Næste fårebrev vil handle mest om adfærd før, under og efter læmning, men igen med flere spørgsmål hængende i luften end egentlige svar…..

Som tidligere nævnt stammer Sheep-Isle flokken overvejende fra Austevoll, (se artikel 2) fra en norsk Sheep-isle ø længst ude i havstokken. Her er forholdene betydeligt barskere end på Hjelm. Fødegrundlaget er mindre, og der er som oftest dårligt vejr i vinterhalvåret. I luften svæver ikke alene Marinus men også kongeørn, og desuden er der ræve på øen. De norske forfædre har således gennem flere århundreder levet med et betydeligt stress-niveau, hvilket har medført en stærk selektion i flokken. Sheep-isle flokken er bekendt med deres forfædres fremragende egenskaber, da hyrden i tide og utide ynder at fremhæve disse. Under alle omstændigheder er den Gammelnorske Sau (Villsau) i Austevoll en god model at sigte efter; ikke alene omkring adfærd, men også omkring lønsomhed. I en artikel senere på året vil Lars Erling Horgen, Norsk Villsaulag komme nærmere ind på dette.

Som afrunding her en præsentation af nogle af Flokkens markante figurer:

Tilbage til forsiden